Lærernes arbejdstidsaftale forpligter skolens ledelse til at gennemføre en særlig procedure for dialog mellem tillidsrepræsentant (TR) og skolens ledelse, kaldet ”samarbejdssporet” i forbindelse med planlægning af det kommende skoleår.

Det overordnede princip er, at ledelse og TR samarbejder om at indhente fælles viden om blandt andet:

  • erfaringer med, hvordan der arbejdes med skolens målsætninger
  • erfaringer, som kan have betydning for ledelsens prioritering af lærernes arbejdstid og opgaver, som lærerne skal varetage den kommende normperiode
  • principper for lærernes tilstedeværelse
  • principper for mødeaktiviteter og balancen mellem lærerens selvtilrettelagte tid og det fælles kollegiale samarbejde

Som led i det lokale samarbejdsspor udarbejder ledelsen på baggrund af drøftelsen mellem tillidsrepræsentant og ledelse et forslag til en skoleplan. Forslaget præsenteres på et møde mellem ledelsen og lærere med henblik på, at lærerne kan kvalificere skoleplanen.

Nedenfor ses årshjulet for samarbejdssporet.

Til inspiration for arbejdet med samarbejdssporet har aftaleparterne udarbejdet et procesværktøj, som illustrerer og eksemplificerer processen. Procesværktøjerne finder du her
Under procesværktøjerne findes en FAQ der bl.a. besvarer spørgsmål om opgaveoversigten og arbejdstidsopgørelsen.

På den enkelte skole kan man lokalt aftale hvordan samarbejdssporet skal gennemføres, men man kan ikke undlade at gennemføre en samarbejdsproces.

Læs mere om lærernes arbejdstidsregler.

Læs aftale om lærernes arbejdstid